browser icon
You are using an insecure version of your web browser. Please update your browser!
Using an outdated browser makes your computer unsafe. For a safer, faster, more enjoyable user experience, please update your browser today or try a newer browser.

Lidt øture med hajer og nyt fra min praktik.

Posted by on 10. marts 2010

Tilbage igen! 🙂

Det går stadig fantastisk her! Alt bliver bedre og bedre. Jo tættere man kommer på børnene, de lokale og de andre studerende jo federe bliver det at være her.

Har været en del rundt på nogle øer og ved nogle strande her på Cebu. Kan ikke fortælle så meget andet end at der var alt for meget sprut, snorkling, dykning og sol.

Var på en fin ø der hedder Malapascua, hvor jeg da lige tog et genopfriskningskursus i min advance diving og så hoppede i havet ned til 22 meter dagen efter kl 5.30 om morgenen, hvor jeg fik set thresher sharks. Én på 1 ½ meter og en anden på 2 meter.

thresher sharks...så da to stykker :)

De lever normalt på 130 meters dybde og kommer kun op på de 20 meter tidligt om morgenen for at blive renset af små koral/rev fisk. Kroppen er lige så lang som halen og derfor er tresher sharks så specielle. Malapascua er en af de få steder i verden man kan se dem… og jeg så to!! Vild oplevelse! Men det bliver nok endnu vildere at snorkle med hvalhajer næste weekend. Nærmere beskrivelse længere nede.’

Smuk smuk solnedgang på Malapascua, med michelle (en ud af de 3 piger jeg var der med) i hjørnet.

Vedrørende pasningen af børnene i daycaren og feedingen så går det bedre og bedre. Men der er stadig en masse udfordringer.

De lokale ansatte slår børnene når de gør noget de ikke må – meget svært at vænne sig til 🙁
De fodrer også børnene selvom de godt selv kan finde ud af at spise. De retter på dem når de sidder og tegner en tegning. Siger direkte til børnene om de synes det er grimt eller pænt det de laver. Ofte retter de til på tegninger børnene sidder og laver. Tager farven ud af hånden på dem og gør som DE mener er den rigtige måde at farve eller tegne på.

Udfordringen her er ikke, hvordan børnene opfører sig men, hvordan de bliver opdraget.

Det er virkelig svært at komme ind i en helt anden og anderledes kultur og rette på deres måder at gøre tingene på.

Vi tager et skridt af gangen…

For eksempel har jeg fået børnene med i køkkenet om mandagen, hvor jeg selv hjælper til.

Vi havde nemlig et møde i sidste uge. Dette møde gik ud på hvordan vi skal organisere vores arbejde på Sister Annes daycare. De nævnte at de utroligt gerne vil have os til at deltage i madlavningen der skal forberedes om morgenen og serveres til frokost.

Jeg har lagt mærke til at de ikke tager børnene med ind i madlavningen. Derfor sagde jeg at jeg meget gerne ville hjælpe, men at jeg ville have ét barn eller to med.

Houseparrentsene begyndte at snakke løs og diskutere på filippinsk. En anden studerende (socialrådgiver studerende i København – halv filipinsk og halv dansk) oversatte til mig på dansk at houseparrentsene mente at det kunne man da ikke! Der ville blive kaos i køkkenet og det hele ville gå for langsomt.

Jeg holdt nu alligevel  fast ved mit krav! Så i mandags tog jeg 2 piger med til madlavningen.

De har sådan nogle specielle grene, hvor de piller små blade af på størrelse med en dansk krone. Dette er slavearbejde og tager en krig, så det ville de gerne have at jeg hjalp til med. Straks tog jeg et par piger med i køkkenet.

Pigerne sad fint med, hver deres gren og pillede blad for blad af. Det var virkelig dygtige og forstod de hjalp til i køkkenet. Da vi havde pillet bladene af, vaskede vi dem og hældte dem i gryden med suppen, der bliver hældt ud over en klat ris de får til frokost. Sister Anne kom hen og så dem arbejde med bladene og blev henrykt over at se dem være en del af madlavningen.

I går var vi ude og se hvor børnene boede. Vi var afsted med en houseparrent der hedder Lydia, som lytter meget til vores viden og spørger ofte om råd til, hvordan hun skal håndtere situationer med børn og er også åben for nye ideer. Dette er så også den eneste som kan nogenlunde godt engelsk.

Lydia i midten med mor til venstre og søn til højre. hun har dog to værelser, men så er der også 3 voksne børn, bror og et par gamle forældre på 80 plus

Det var en en rigtig spændende dag!

Jeg bliver konstant overrasket over hvordan de bor og hvor dårligt stillet alle er.

Syntes det er ret klamt med alle deres katte. Det spænder mellem 2 og 5 katte per familie.

Jeg spurgte Lydia hvorfor de har så mange katte. Hun svarede at hvis de ikke havde disse katte ville der komme rotter om natten og bide både dem og deres børn… og  dette var desværre ingen joke.

Fik da også set en kæmperotte der næsten var på størrelse med en fuldvoksen kat. Det var så klamt! Jeg får kuldegysninger bare at skrive om det. Brrrr..  Jeg tror ikke at en kat sådan lige ville kunne bekæmpe den her jeg så.

Der var også lige en kakkelak der kravlede hen over mine tær, mens jeg sad inde i et lille bitte rum der fungerede som køkken, stue, bad, og soveværelse – hverken hende der boede i rummet eller Lydia tog sig af det. Kakkelakken kravlede bare videre op i en sko som så ud til at være så slidt at den var ubrugelig… men det er hvad de går i.

en af oldeforældrene til børnene i daycaren

Alle bor virkelig småt. Flere har 3-4-5 og 6 søskende. Det er meget svært at tro på at der kan sove ca. 8 personer på 6 m2.  Men det er virkelighed i deres kultur. Har prøvet at tage nogle billeder, men alt er så småt at det er svært at give det rette indtryk på et foto.

inde i soveværelset, spisestuen og køkkenet er da selvfølgelig også en lille butik, hvor man kan købe det allermest nødvendige, som nudler og shampoo osv.

Da vi vente tilbage til daycaren eftert vores meget spændende, chokerende og ikke mindst lærerige udflugt, sagde jeg til Sister Anne at jeg ofte undrede mig over at børnene har rent, pænt og ikke alt for slidt tøj på.  Hun svarede at hun har doneret rigtig meget til ungerne, og at det samtidig er en af de ting forældrene prioriterer højt. Børnene skal se pæne og repræsentable ud.

I dag har vi så lavet masker med børnene i daycaren.

fine masker der blevet lavet...såvidt muligt uden hjælp fra en voksen.

Det foregik på den måde at vi satte os stille og roligt med nogle børn lige efter de havde sovet til middag. Så begyndte vi at klippe masker og farvelægge. De nød det og senere kom der flere børn til efterhånden som de vågnede. Det var et hit.

Vi fik selv houseparrentsene (de lokal ansatte) med på ideen. De sad også og klippe klistrede, og de  ville endda lave nogle til deres egne børn.

Det eneste problem med de voksne var at de begyndte at rette på børnene. De klistrede blomster på børnenes masker, så de sad med – ud fra deres målestok – korrekte mellemrum. Og det samme gjorde sig gældende med de fjer Maiken (en medstuderende) og jeg havde købt til formålet.

 her klipper jeg øjne ud til maskerne.... godt jeg ikke er større  så havde jeg aldrig kunne sidde i de stole. IMG_2302

Det er ret svært at sige til houseparrentene at det børnene laver er perfekt og at det ikke nødvendigvis behøver at være flot i voksnes øjne. Det handler om børnene synes om det og at de kan være stolte af at de helt selv har lavet en maske.

Men alt i alt var det en succesoplevelse! Og vi har da tænkt vi skal afprøve det til feedingen også.

I morgen har vi dog aftalt vi laver papirsbåde og flyvere og farvelægger dem med feeding ungerne. Vi er nemlig løbet tør for elastik til masker. Så det må blive en anden gang. 🙂

I morgen efter arbejde tager jeg med June, en sød sjov pige, til Legaspi og videre til Dolsol ved kysten.

Ved Legaspi skal vi se en vulkan (Mayon) som siges er Filippinernes mest fotograferede attraktion. En vulkan som altid er i udbrud. Jeg glæder mig. Jeg har hørt at den er virkelig smuk!

Derefter tager vi til Dolsol. Her skulle der være en masse hvalhajer vi skal snorkle med. En hvalhaj er verdens største fisk, den er harmløs og spiser vandmænd, småfisk og plankton. Den kan blive op til 16 meter lang og veje 3 ton. Den svømmer ikke mere end 3 km i timen, så det skal blive sjovt at følge sådan en på nært hold.

Selvfølgelig er der aldrig garanti for at se dem, men sæsonen er fra februar til april, så vi kommer lige midt i. Vi har ladet os fortælle at når man kommer på dette tidspunkt er spørgsmålet ikke om man ser én men hvor mange man ser… men kryds fingre for mig alligevel 🙂

Share

Skriv et svar